Bisidder i Familieretshuset
Bisidder i Familieretshuset
Det er for de fleste grænseoverskridende at skulle til møde ind i Familieretshuset, og kan være en virkelig vanskelig situation. De fleste tror, at det handler om rettigheder, og at man kan være sikker på at blive behandlet fair og ordentligt i Familieretshuset. Men når sagen handler om dit barn, kan det være svært at bevare overblikket, særligt hvis der samtidig er en konflikt med den anden forælder.
Måske drejer sagen sig om samvær, barnets bopæl eller forældremyndighed. Uanset hvad sagen handler om, kan et møde i Familieretshuset indeholde mange oplysninger, spørgsmål og beslutninger, som du skal forholde dig til på én gang.
Derfor vælger nogle at have en bisidder med i Familieretshuset. En bisidder kan støtte dig under mødet, hjælpe dig med at bevare overblikket og være et ekstra sæt ører, så du ikke står alene med at huske og forstå alt det, der bliver sagt.
Desværre er det ikke altid nemt at navigere i systemet, når man samtidig står midt i en konflikt. Måske oplever du problemer med samværschikane, samarbejdschikane eller et højt konfliktniveau med den anden forælder. I den situation kan det være svært både at lytte, formulere sig præcist og holde fokus på det, der er vigtigt for din sag.
Hos KriseramtFar har vi erfaring med sager i Familieretshuset og med at hjælpe fædre, der befinder sig i en vanskelig familieretlig situation. Vi kan hjælpe dig med at skabe overblik over din sag og vurdere, hvilken form for støtte du har behov for.
Hvad er en bisidders rolle?
En bisidder er en person, som deltager i mødet sammen med dig for at støtte dig. Bisidderens vigtigste opgave er at hjælpe dig med at føle dig mere tryg og bevare overblikket før, under og efter mødet.
Det kan være en stor hjælp at have en anden person med, som kan lytte til samtalen og huske de ting, der bliver sagt. Når mødet handler om dit barn, og du samtidig selv er følelsesmæssigt involveret i sagen, kan det være svært at opfange alle detaljer.
Inden mødet kan du sammen med din bisidder gennemgå din situation og de punkter, du gerne vil have frem. Under mødet kan bisidderen være med som støtte og lytte til samtalen, og bagefter kan I gennemgå, hvad der blev sagt, og hvad der eventuelt skal ske som det næste.
Primært kan en bisidder hjælpe dig med:
At skabe overblik over de vigtigste punkter inden mødet
At være et ekstra sæt ører under mødet
At huske spørgsmål, du gerne vil have svar på
At støtte dig i en situation, der kan være følelsesmæssigt vanskelig
At gennemgå mødet og eventuelle aftaler med dig bagefter
At hjælpe dig med at holde fokus på barnet og de relevante problemstillinger
En bisidder overtager ikke din sag, men kan være en vigtig støtte, hvis du føler dig usikker på at skulle møde alene i Familieretshuset.
Bisidderen til mødet i Familieretshuset
Til et møde i Familieretshuset vil der typisk blive talt om de problemstillinger, der har ført til sagen. Det kan eksempelvis være uenighed omkring samvær, bopæl, forældremyndighed eller samarbejdet mellem forældrene.
Hvordan mødet konkret foregår, afhænger af din sag. Det vigtigste er, at du inden mødet har gjort dig klart, hvilke oplysninger der er relevante, hvilke spørgsmål du ønsker svar på, og hvilke forhold du mener, Familieretshuset bør kende til.
Det er her, en bisidder kan være en hjælp. Når du selv skal forklare din situation og samtidig lytte til den anden part og Familieretshuset, kan det være svært at bevare det fulde overblik.
En bisidder kan lytte med, tage noter og hjælpe dig med at huske, hvad der bliver sagt. Efter mødet har du dermed en person, du kan gennemgå samtalen med, så du ikke alene skal forsøge at huske alle detaljer.
Hvis sagen har stået på i længere tid, kan det også være en fordel at forberede sig grundigt på forhånd. Relevant kommunikation, tidligere aftaler og andre dokumenter kan have betydning for, hvordan du får forklaret forløbet.
Forskellen på at være bisidder og partsrepræsentant
Måske har du hørt begreberne bisidder og partsrepræsentant, men er i tvivl om, hvad forskellen egentlig er? Det kan du få indsigt i her.
Reglerne om bisidder og partsrepræsentant findes i forvaltningslovens § 8.
I den tidligere retssikkerhedsvejledning fra 2006 (pkt. 456) står der følgende:
”Hvis der er en partsrepræsentant, skal partsrepræsentanten have besked (meddelelse) om de enkelte dele af sagsbehandlingen (processuelle beslutninger), idet repræsentanten har beføjelser som part efter forvaltningsloven i sagen. En beslutning om at iværksætte en undersøgelse eller om at genoptage en sag samt selve afgørelsen i sagen skal altid meddeles parts-repræsentanten.
Hvis der alene er tale om en bisidder, er det fortsat borgeren, der har alle partsbeføjelser. Kommunen skal således kun inddrage bisidderen i sagsbehandlingen i det omfang dette er aftalt med borgeren.”
Herunder bliver de mest centrale forskelle mellem at være bisidder og en partsrepræsentant beskrevet:
| Opgaver m.v. | Bisidder | Partsrepræsentant |
|---|---|---|
| Deltage i møder | Ja, men borgeren skal være der personligt | Ja, og borgeren behøver ikke være der personligt. Ifm. en familiesag/børnesag i Familieretshuset og kommunen vil borgeren dog som udgangspunkt altid være med |
| Føre ordet for borgeren | Ja – men er kun ekstra ører og øjne. Kan kun tale i det omfang, det er aftalt med borgeren. Og hvis kommunen eller Statsforvaltningen tillader det. | Ja - partsrepræsentanten kan tale på vegne af borgeren |
| Få møde udsat pga. sygdom | Ja - et møde vil normalt kunne blive udsat, hvis bisidderen er syg - men det er op til myndigheden at bestemme | Ja - når partsrepræsentanten er syg, skal et aftalt møde udsættes |
| Fremsende breve mm. til kommunen, komme med skriftlige bemærkninger til breve m.v. | Ja - en bisidder kan godt efter aftale med borgeren fremsende breve med kommentarer m.v. til kommunen | Ja - en partsrepræsentant kan på lige fod med borgeren fremsende breve m.v. til kommunen |
| Modtage breve fra kommunen | Nej - normalt skal borgeren selv sende kopi af brev til bisidderen | Ja - kommunen skal sende brev f.eks. med afgørelse til partsrepræsentanten og evt. til borgeren også. |
| Træffe beslutning om at klage og indsende klage | Nej - kun i fællesskab med borgeren | Ja - normalt i samarbejde med borgeren |
| Ophør | Borgeren kan til enhver tid bringe samarbejdet med en bisidder til ophør | Borgeren kan til enhver tid bringe et samarbejde med en partsrepræsentant til ophør. Myndighederne skal orienteres om, at samarbejdet er ophørt. |
Hvornår kan det være en fordel at have en bisidder?
Det kan være relevant at overveje en bisidder, hvis du er nervøs for mødet, har svært ved at overskue din sag eller føler, at konflikten med den anden forælder gør det svært at holde fokus.
Det kan også være relevant, hvis der tidligere har været møder eller samtaler, hvor du bagefter har været i tvivl om, hvad der præcist blev sagt eller aftalt.
Særligt i sager med et højt konfliktniveau kan der være mange forskellige oplysninger og påstande at forholde sig til. Her er det vigtigt, at du forsøger at holde kommunikationen saglig og koncentrerer dig om de forhold, der er relevante for barnet og sagen.
Det er samtidig vigtigt at huske, at en bisidder ikke nødvendigvis er den rigtige løsning i alle sager. Har du behov for, at en person mere aktivt hjælper med at repræsentere dig og varetage dine interesser, bør du undersøge muligheden for at have en partsrepræsentant.
Hvordan forbereder du dig til mødet?
Uanset om du vælger at tage en bisidder med eller ej, er forberedelsen vigtig. Sørg for at skabe et overblik over sagens forløb inden mødet. Det kan være en god idé at skrive de vigtigste hændelser ned i kronologisk rækkefølge og samle den dokumentation, som er relevant for sagen.
Overvej også på forhånd, hvad du gerne vil have ud af mødet. Hvilke problemer ønsker du, at Familieretshuset forholder sig til? Hvilke spørgsmål mangler du svar på? Og hvilke oplysninger er særligt vigtige for at forstå din situation?
Hvis du har en bisidder med, kan I gennemgå disse punkter sammen inden mødet. Det gør det lettere for bisidderen at forstå sagen og vide, hvilke forhold der er særligt vigtige at være opmærksom på.
Det er en god idé at holde fokus på konkrete hændelser og barnets situation frem for konflikten mellem dig og den anden forælder som sådan. Jo bedre forberedt du er, desto lettere bliver det at forklare din situation klart og struktureret.
Skal du have hjælp i Familieretshuset?
Det er meget forskelligt fra sag til sag, hvor meget hjælp der er behov for. Nogle ønsker blot et ekstra sæt ører ved mødet, mens andre har behov for mere omfattende hjælp til deres sag.
Hvis du er i tvivl om, hvorvidt du bør have en bisidder eller en partsrepræsentant med i Familieretshuset, kan vi hjælpe dig med at gennemgå din situation og vurdere, hvad der giver bedst mening.
Hos KriseramtFar arbejder vi med fædre, der står i familieretlige konflikter, og vi kender de problemstillinger, der kan opstå i forbindelse med samvær, bopæl, forældremyndighed og samarbejdet mellem forældrene.
Har du fået en indkaldelse til Familieretshuset, eller har du spørgsmål om mulighederne for at have en bisidder eller partsrepræsentant med? Ring til os på 70 60 59 10 og få en fortrolig samtale om din situation.
Spørgsmål eller brug for hjælp?
Danmarks eneste akutlinje for fædre
Ring på 70 60 59 10
Peter Roed
“Vi tager ikke en klients interesse på samme måde som en advokat. Vi har altid barnet i centrum og støtter herigennem de fædre, som vi hjælper.
Det er vigtigt med en realistisk tilgang.”